Lad Os Se At Komme Igang Igen!!!!!!

Som du nok allerede ved har jeg lige været et smut i Danmark pga et tand problem!
Jeg ved godt jeg er bagud med min blog, men jeg love at jeg nok skal prøve at få det indhentet.!

Min tand er igen som den skal være og der er ingen gener mere, det var dog ikke den eneste udfording! At komme hjem var med blandede følelser og var slet ikke en del af hvad jeg havde forestillet mig skulle komme så hurtigt på min rejse.
Men det var det billigste og var nok også for det bedste.
På vej hjem i flyveren er der en million tanker der flyver gennem mit hovet, det at være nød til at rejse hjem pga noget man ikke selv er herre over gør det nok også lidt tungere at rejse hjem, hvis det havde været min egen beslutning at tage hjem ville det nok føles en smugle anderledes. Lige nu føles det lidt som et personligt nederlag.
At komme hjem og alle tager imod mig med åbne arme var dejligt, venner, familie og selv fremmede på gaden hilser og spørger hvorfor jeg er hjemme nu…

Det sværeste og det der føles som den største mavepuster er de tanker der flyver gennem mit hoved! Er det naivt at tage så mange år ud af sit liv og gøre hvad man vil?
Venner og familie har stadig deres hverdag, deres liv går videre, vi bliver ældre, der bliver købt huse, der bliver snakket mere om børn og alt det der nu ellers skal ske fra man går fra drengerøv til at være voksen.
Det er tiden hvor man bare er sig selv og “venter” på at andre skal “få tid” til at se en når de kommer fra arbejde og hvad de nu ellers laver der er sværest og der hvor der bliver tænkt.

Altid at træffe den “rigtige” beslutning og lidt det der er skrevet at man skal når man bliver ældre er jo det de fleste gør. Hul i det….. Det kan ikke være længe før jeg ikke tænker på det mere…! Now it all about friends and family…
I løbet af dagen kan intet rigtig stresse mig, jeg har alt den tid i verden jeg skal bruge..
Det er når klokken bliver 16 at der kommer fart på.. Vennerne kommer hjem fra arbejde og skole og det er tid til at finde frem til dem der nu er lagt planer med at følge op på hvad der er sket mens jeg har været væk…
Jeg var tre uger i Danmark og jeg er ret sikker på jeg nåde alt det man nu ellers skal nå på en dansk sommer (Lige bortset fra at klage over regnvejr..) Grill aftner med vener og familie, et par ture på stranden, overraske børn med vandballon og starte en vandkamp selv om forældrene havde sagt nej, og at de på ingen måde skulle være med..! (Undskyld Nicky) klage lidt over at der var for varmt selv om det er endnu varmere i Bosnien hvor jeg er på vej hen. Nyde de lange sommer nætter som der ikke er når man er syd på, nyde solnedgang fra mine forældres balkon, stå på tær og snakke ind over muren til naboen velvidende at de måske egentlig bare giverne vi nyde aftenen i fred.

Jeg brugte den ene af mine tre uger i København, havde en masse venner og familie der gerne ville bruge lidt tid på at se mig og sige hej. Det dejlige ved København er at det er så nemt lige at hoppe på en cykel og komme rundt i byen langt hurtigere end alm. trafik.
Selv hjemme ved mine forældre i Ringsted er alt lige i nærheden så det er bare op må cyklen og i løbet af ingen tid kan du være ude at bade i en af søerne, cykle eller gå langs åen eller bare kører rundt og nyde de danske marker som nu er blevet gyldne og bølger sig i vinden. Duften er hvad der virkelig minder mig om at det er sommer i Danmark.
Da jeg forlod danmark d. 22 april var det køligt, jeg havde lange bukser og bluse på, alle marker var grønne og ikke så frodige som nu.

At cykle rundt i Danmark nu er anderledes, hvad der før har føltes som en bakke når man kommer på cykel, er nærmere et vejbump nu.
Det blev hurtigt onsdag d. 24, jeg vågner af vækkeuret der ringer kl 3:30 selv om jeg egentlig ikke rigtig har sovet. Jeg skal tilbage og fortsætte min rejse, min taske er pakket. Jeg nyder den sidste luksus inden jeg skal afsted. I badet kan jeg hører min mor der begynder at røre på dig, min far det ligger og snorker i rummet ved siden af. Det er anderledes at skulle afsted denne gang, næsten som om der mangler noget.

Der er ikke mange biler på vejen denne morgen, og solen er så småt vid at dukke op ude i det fjerne. Jeg ved sol opgange og solnedgang over alt i verden er smukke, men alligevel er det som om det er noget andet her hjemme. Måske er det fordi her er så flat så det er muligt at følge med helt fra start til slut se hvornår de første stråler kæmper for at få lov at give lys til dagen, se himlen skifte farve starte i det helt mørke lilla til en lys blå.
selv om det er set mange gange før.. så virket idag bare rigtig smukt..

At gå rundt i lufthaven, igennem sikkerheds kontrollen, og bare venter mit fly skal gøre klar til at tage mig tilbage til mit eventyr, jeg sidder og kigger ud af vinduet og det føles som hundrede siden jeg tog hjemmefra til jeg endelig sidder i det lille fly med ikke ret meget ben plads.

Der går under 3 timer til jeg ankommer i Dubrovnik, fly turen gik hurtigt da jeg havde tre sæder for mig selv og hurtigt faldt i søvn. At komme ud fra det kølige fly og direkte ud i 30 grader i skyggen og ende varmere i solen føles som at få en knyttet næve lige i ansigtet.
Jeg har stadig lidt svært ved at finde rejse gejsten men håber den snart vil vise sig..
af en eller anden grund gider jeg ingen ting idag. Da jeg ankommer til mit hostel hvor Jane (Min cykel) har opholdt sig mens jeg har været væk går jeg direkte op på værelset og falder i søvn.

Efter en lang søvn faktisk til dagen efter vågner jeg, og føler stadig ikke helt trangen til at komme op på cyklen. Jeg får kigget min bagage igennem og får gjort cyklen klar og vælge lige at tage en dag mere da jeg kan mærke der ikke er så meget energi.
I løbet af eftermiddagen ankommer en bus med 35 kinesere.. De er som maskine, De ved hvad de skal så snart de kommer ind. styrter rundt og tager 100 billeder i sekundet, snakker fanden øre af og så vælter det ellers ind med mad og kogegrej. De har det hele med selv da de ved de skal lave mad til mange. 2 timer senere er der lavet mad, spist, vasket op og gjort rent og de bevæger sig end til den gamle by i Dubrovnik. Jeg sover da de kommer tilbage.

Om MonoBiking

I am about to start the journey of my life!! (or thats what i expect it to be!!) I am not the first, and I am not the last person to start out on a adventure like this, but no one have the same journey and the same expectations. Right now I am not ready for a everyday life. When I am traveling I feel free, full of energy and  happy. In my mind i want to travel the world on my bike (yep its a bicycle) but i don´t know how far I will get before i want to go home. So if you follow my blog there wont be a promise that i will get all the way around, but hope that i will make it..! :-) My journey will start 22. of April 2013 and will end when i get back home or when i feel that this is not fun anymore.  I am a single guy, from the year ´86 and I just want to se the world.
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s